Stenkaster-sagen: Den tyske familie
I en ny serie sætter vi fokus på sagen om stenkast fra fynske motorvejsbroer, som har kostet en tysk mor livet, gjort hendes mand invalid og bragt andre i livsfare.
“Den 21. august 2026 er det 10 år siden, at en gerningsperson kastede flere betonsten ned fra en bro over motorvejen. Det kostede en kvinde livet, invaliderede en mand og rev en familie fra hinanden. Det er et 10 års jubilæum, Fyns Politi ikke ønsker at markere med sagen som uopklaret. Derfor søger vi nu igen oplysninger, der kan bringe sagen til opklaring.”
Sådan lyder det i en efterlysning, som Fyns Politi for nyligt har udsendt.
Sammen med efterlysningen har politikredsen delt to billeder, som illustrerer sagens enorme omfang. På det ene foto ses et langt mødebord med mere end 50 sorte og hvide sagsmapper. På det andet ligger en fem meter lang papirrulle med en detaljeret tidslinje over efterforskningen.
Billederne siger noget om omfanget af sagen, som har vist sig at være ekstremt vanskelig at opklare. Efterforskningen fylder i dag omkring 30.000 sider, og Fyns Politi har modtaget mere end 1.500 henvendelser fra offentligheden.
Politiet har taget avancerede metoder i brug – blandt andet genetisk slægtsskabssøgning – men trods den store efterforskningen er ingen blevet gjort ansvarlige for den tyske families ulykke.
Fire betonsten blev kastet fra broen over motorvejen ved Langesøvej. To af stenene vejede omkring 9,5 kilo, mens de to største vejede omkring 30 kilo. Én af dem ramte en forbipasserende bil og udløste den ulykke, som stadig præger en familie i Tyskland.
I bilen sad 33-årige Nelli Gosmann, hendes 36-årige mand Andreas Gosmann og parrets femårige søn Alexander. Familien kom fra Dortmund-området i det vestlige Tyskland og var på vej hjem fra en ferie hos noget familie i Sverige, da hændelsen indtraf.
Andreas Gosmann sad bag rattet i familiens Seat Leon. Betonstenen gennemborede bilens tag og forrude og ramte ham i siden af hovedet, så han mistede kontrollen over bilen. På bagsædet sad Nelli og sønnen Alexander.
Nelli Gosmann overlevede ikke. Alexander slap fysisk med overfladiske skrammer, men mistede sin mor og til dels også sin far. Andreas Gosmann overlevede, men familien har senere fortalt, at han aldrig blev den samme igen.
Andreas Gosmanns søster, Irina Wertz, valgte halvandet år efter episoden at stå frem i et interview med TV 2.
“Nelli var en fantastisk person. Meget sød og omsorgsfuld. Hun var altid meget venlig overfor alle. Hun og min bror havde ligesom alle andre unge familier en masse fremtidsdrømme om deres liv sammen og om flere børn. Men drømmene brast, da ulykken skete,” sagde hun dengang.
Efter ulykken lå Andreas Gosmann i koma og deltog ikke i sin hustrus begravelse. Parrets søn blev hentet af familie, som de havde besøgt i Sverige inden hjemturen.
Ifølge søsteren kæmpede Andreas Gosmann halvandet år efter hændelsen fortsat med alvorlige følger efter hovedskaden. Han er næsten blind, har store problemer med hukommelsen og har til tider haft svært ved at genkende sine nærmeste – også sin egen søn. Hans humør svinger meget, og han husker ikke selve ulykken.
“Vi kan ikke tale sammen om de oplevelser, vi har haft sammen. Vi kan ikke hygge os, feste og gå ud sammen. Når jeg besøger ham, siger han nogle gange slet ingenting. Han sidder bare og vil ikke tale med mig. Jeg mangler min bror. Han er her ikke mere. Det er skrækkeligt,” fortalte Irina Wertz til TV 2.
Ti år senere er sagen stadig uopklaret. Og netop derfor håber Fyns Politi nu, at nogen måske ligger inde med oplysninger som kan kaste lys over, hvem der kastede betonstenene ned over motorvejen.
I en ny serie sætter vi fokus på sagen og vi ser også på en række andre hændelser med stenkast mod motorvejen, som Fyns Politi kobler sammen med episoden den 21. august 2016. Politiet har en velbegrundet teori om, at de samme gerningsmænd står bag en række andre alvorlige hændelser.
Usædvanlig sag: Teenager frikendt for dobbeltdrab
Den 6. marts 2023 går en 17-årig gymnasieelev ud af City 2 i Taastrup. På parkeringspladsen foran indkøbscenteret møder han en gruppe af seks andre unge. I gennem længere tid har han været uvenner med gruppen, og da de får øje på ham, løber de efter ham. Det ender i et slagsmål, hvor to af de unge bliver dræbt med kniv. Den 20-årige erkender drabene, men alligevel er han nu blevet frikendt for dobbeltdrab.
Farlige børn: Køllemorder idømt forvaring
Den 19. marts 2008 bliver det 16-årige avisbud Deniz Uzun overfaldet på Amager. Han bliver slået i hovedet med en fastelavnskølle og afgår ved døden som følge af sine kvæstelser. Overfaldsmanden er en 15-årig dreng ved navn Kenni Blegvad og på grund af sin unge alder bliver han idømt en mild straf på fem års fængsel. Siden har han været involveret i flere sager, og nu har han igen været for retten.




