Manden fra Korsør: Her er politiets spin-plan
Sagen Genåbnet har fået aktindsigt i politiets plan for offentliggørelse af det kritiske notat om Emilie Meng-efterforskningen. Kommunikationsrådgiver kalder planen for "rå spin".
I syv år var drabet på 17-årige Emilie Meng uopklaret, og undervejs blev der begået flere fejl, som kan have trukket efterforskningen i langdrag. Det er konklusionen i et 16 sider langt notat om sagen, som Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi udgav 4. december.
Notatet følger op på dele af den kritiske omtale, der har været af efterforskningen både før og efter, Philip Patrick Westh blev anholdt og senere dømt for drabet. Kritik som blandt andet har været båret frem af Emilie Mengs pårørende og deres bistandsadvokat Mai-Brit Storm Thygesen.
I notatet erkender politikredsen, at der ikke tidligt nok blev nedsat en fasttømret efterforskningsgruppe, og at videoovervågning fra Korsør Station, hvor Emilie Meng sidst blev set i live, ikke blev indhentet i tide, og derfor fik tabt.
“Det kan ikke udelukkes, at politiets ageren i sagens indledende fase indebar, at muligheden for at indhente og sikre yderligere videoovervågning gik tabt. Det kan have medvirket til, at efterforskningen af bortførslen og drabet på Emilie blev meget omfattende og langvarig,” lyder det blandt andet i notatet, som kan læses her.
Sagen Genåbnet har siden bedt om aktindsigt i en række dokumenter relateret til notatet, og det viser sig, at politikredsen flere uger i forvejen havde lagt en stram tidsplan for, hvornår og hvordan offentliggørelsen af det sprængfarlige dokument skulle frigives.
Ifølge planen skulle notatet først oversendes til Statsadvokaten og Rigspolitiet, som havde det i en uge. Herefter skulle Rigspolitiet sende notatet videre til Justitsministeriet, som ligeledes fik en uge. Først efter to uger, skulle der fastsættes en dato for, hvornår dokumentet kunne offentliggøres og sendes til politikerne i Folketingets retsudvalg.
Dagen for offentliggørelsen har politikredsen døbt “dag 0”. Om formiddage på “dag 0” skulle der afholdes et møde, hvor alle medarbejdere i politikredsen, som havde været koblet på Emilie Meng-sagen, skulle have besked. Pensionerede efterforskere skulle have besked over telefonen.
Få timer inden offentliggørelsen skulle bistandsadvokat Mai-Brit Storm Thygesen, der repræsenterer Emilie Mengs pårørende have besked, og det samme skulle de pårørende til de andre to forurettede i sagen.
To aftalte interview skulle gennemføres med DR og Sjællandske Nyheder med en klausul om et tidspunkt for offentliggørelse.
Klokken 10:00 skulle Folketingets Retsudvalg have tilsendt dokumenterne, og et kvarter senere skulle notatet sendes til bistandsadvokat Mai-Brit Storm Thygesen, der igennem hele forløbet har været kritisk over for politiet.
En time og et kvarter senere skulle notatet udsendes til offentligheden sammen med en pressemeddelelse, hvorefter der kunne gives interview til andre medier.
Se planen herunder.
Notatet og pressemeddelelsen blev lagt på politiets hjemmeside den 4. december 2025 13:30.
På samme tidspunkt blev der afholdt et pressemøde, hvor folketingets partier præsenterede et nyt politiforlig, der blandt andet betød flere penge til politiet.
Det markante sammenfald udløste kritik fra blandt andre SFs retsordfører, Karina Lorenzen, der kaldte timingen for “noget svineri”.
“Det er virkelig bemærkelsesværdigt og uklædeligt,” sagde hun til TV 2.
Politidirektør Lene Frank beklagede over for TV2, at offentliggørelsen faldt sammen med politiforliget:
“I virkeligheden ville vi gerne have haft den ud i går, og det var også planlagt, at den skulle det. Af forskellige grunde skete det ikke, og det landede lidt uheldigt midt i aftalen om politiforlig,” siger hun.
Tilblivelsen af notatet faldt også sammen med, at en af politikredsens centrale aktører i sagen, Politiininspektør Kim Kliver, var opstillet som borgmesterkandidat for Venstre i Solrød Kommune. Kommunalvalget blev afholdt den 18.11, dagen efter at notatet var sendt til Statsadvokaten og Rigspolitiet.
Vælgerne i Solrød fik dog først kendskab til notatet efter valget var afholdt og det nye byråd havde konstitueret sig. Den 1. december - tre dage inden offentliggørelse - blev Kim Kliver konstitueret som 2. viceborgmester i kommunen.
Sagen Genåbnet har forelagt planen for kommunikationsrådgiver Anna Thygesen, der har specialiseret sig i krisekommunikation. Hun kalder planen og timingen for “rå spin”:
“Det er en klassisk kontrol- og dammage strategi. Man forsøger at tage kontrol over forløbet og over historien med det formål, at den her rapport gør mindst skade på politiet.”
Hun vurderer, at notatet blev offentliggjort samtidig med politiforliget for at fjerne fokus fra politiets fejl og flytte det over på, at politiet nu får flere resurser.
“Det er rå spin, og det er vildt at politiet gør det, når det vi skal have fra dem er åbenhed,” siger hun.
Timingen undrer også Mette Thiesen, der er retsordfører for Dansk Folkeparti og med i forligskredsen om politiforliget. Hun fortæller, at retsordførerne ikke var orienteret om, at notatet ville blive offentliggjort midt under præsentationen af forliget.
“Jeg synes, det var højst besynderligt, at det kom ud på det tidspunkt. Jeg synes, det er mærkeligt, når man præsenterer et stort politiforlig, hvor vi har siddet i meget langt tid og forhandlet, at det så lige præcis er på det tidspunkt, at man lægger det ud. Det kunne være timet på alle mulige tænkelige måder, og det er også svært for os som retsordførere at skulle udtale os om et notat, som vi ikke har haft nogen jordisk chance for at nå at læse,” siger Mette Thiesen.



