Hvorfor skulle Vivi dø: Sporløst forsvundet
I en ny serie sætter vi fokus på den uopklarede sag om drabet på Vivi Kristiansen.
Den 9. juli 2008 er 30-årige Vivi Kristiansen til en festlig sammenkomst på Sorøvej i Ringsted. Der bliver drukket alkohol, og kort før klokken 22:00 ringer hun til sin kæreste og siger, at hun går hjem. Men Vivi Kristiansen når aldrig hjem, og dagen efter bliver hun meldt savnet. I de første 48 timer venter Midt- og Vestsjællands politi med at lede efter Vivi Kristiansen, og først herefter indledes en omfattende eftersøgning og efterforskning. I dag - 18 år senere - er drabet på Vivi Kristiansen stadig uopklaret og hendes mor Augustine Andersen sidder tilbage med et altafgørende spørgsmål: Hvorfor skulle Vivi dø?
Kære lyttere af Sagen Genåbnet
I de kommende uger bringer vi en ny serie, hvor vi sætter fokus på et uopklaret drab fra 2008. Drabet på 31-årige Vivi Kristiansen er en sag, som vi begge har beskæftiget os med tidligere, og denne gang forsøger vi at forstå sagen mere indgående.
Vi har lavet et interview med Vivi Kristiansens mor Augustine Andersen, der fortæller om de frygtelige måneder, hvor hendes datter var forsvundet. Og om det knusende øjeblik, hvor politiet bankede på hendes dør.
Augustine Andersen sidder i dag tilbage med ét nagende spørgsmål: Hvorfor skulle hendes datter dø?
Vi forsøger at blive klogere på sagen, på politiets efterforskning, og vi efterprøver forskellige teorier om, hvem den mulige gerningsmand kan være.
Som en ekstra service til jer, der abonnerer på vores nyhedsbrev, har vi lavet en tidslinje over sagens forløb.
Den 9. Juli 2008:
Vivi Kristiansen er til fest på Sorøvej i Ringsted. Politiet omtaler festen som “et drikkelag”. Omkring klokken 22:00 ringer hun til sin kæreste og siger, at hun er på vej hjem.
Den 10. juli 2008:
Vivi Kristiansen kommer aldrig hjem til sin kæreste. Hun dukker heller ikke op hos sin mor Augustine Andersen. Derfor melder Augustine Andersen sin datter savnet. Hun får angiveligt at vide, at de først vil begynde at lede efter 48 timer.
Den 12. juli 2008:
Politiet iværksætter en stor eftersøgning i Ringsted. Familie og venner deltager også i eftersøgningen.
Den 17. juli 2008:
Vivi Kristiansen bliver efterlyst i medierne. Politiet udsender følgende signalement:
31 år
157 cm høj
Spinkel
Glat kastanjefarvet hår
Iført hvid skjortebluse
Den 18. juli 2008:
Politiet udtaler, at de frygter at der ligger en forbrydelse bag Vivi Kristiansens forsvinden.
Den 21. juli 2008:
Politiet overflyver Ringsted med helikopter og leder i Ringsted Å. Eftersøgningen pågår over flere dage. Venner og familie bliver afhørt uden at det giver noget resultat. Vivi Kristiansens bankoplysninger bliver også gennemgået.
Den 30. juli 2008:
Politiet indstiller eftersøgningen efter Vivi Kristiansen.
Den 3. maj 2009:
En kondiløber ser nogle knogler der stikker op af jorden i Haraldsted Skov nord for Ringsted. Politiet afspærrer området og udtaler til pressen, at der er tale om knogler fra et menneske.
Den 5. maj 2009:
Det lykkes politiet at identificere liget, og kan nu konstatere at der med sikkerhed er tale om Vivi Kristiansen. De pårørende bliver underrettet. Det kniber for politiet med at fastslå dødsårsagen. Personer i Vivi Kristiansens omgangskreds bliver afhørt påny.
Den 18. maj 2009:
Politiet efterlyser en taxachauffør, som kan have samlet Vivi Kristiansen op. De understreger, at han ikke er mistænkt, men kan være et vigtigt vidne. Flere taxachauffører henvender sig, men ingen har kørt med Vivi Kristiansen den nat, hun forsvandt.
Hør første afsnit om drabet på Vivi Kristiansen her.
Efterforsker i ny bog:
Sådan løste jeg gåden om Hanne With
Den 6. februar 2024 vågner drabsefterforsker Martin Enggaard op på et hotelværelse på Hotel Comwell i Aarhus. Klokken er 2.30 om natten, og han stirrer op i loftet ude af stand til at falde i søvn igen. I dag er det nemlig det, politiet kalder aktionsdag.
Det er endelig nu, han skal ud for at anholde den mistænkte i drabet på Hanne With, der blev slået ihjel nytårsaften 1990, kun 23 år gammel.
Nu fortæller han og retsreporter Louise Dalsgaard om anholdelsen og oprulningen af sagen i den nye bog Fældet af DNA. Vi har dem i studiet.
Manden fra Korsør: Nye erkendelser
Den 8. November 2022 går en 15-årig pige alene rundt ved Sorø Gymnastikefterskole. Hun taler i telefon med sin mor, men pludselig kommer en mand ud af mørket og griber fat i hende. Han truer hende med en kniv, og selvom pigen kæmper imod, lykkes det manden at bagbinde hende med strips.
Han trækker hende over en mark hen imod sin bil men opgiver, da hun skriger. Han beordrer hende til at tælle til 100, hvorefter han løber hen til sin bil og kører væk fra stedet. I 2024 bliver Philip Westh dømt for trusler, vold samt forsøg på kidnapning og voldtægt mod pigen. I retten nægtede han sig skyldig, men nu kan TV2 oplyse, at han har afgivet en ny forklaring.
Ifølge familien har han erkendt forholdene i sagen om den 15-årige pige fra Sorø Gymnastikefterskole, skriver TV 2. Kan han have erkendt mere, og hvad kan motivet være? Vi dykker ned i de nye oplysninger og analyserer den seneste udvikling.




