Drabet på Svend: "Nok er nok"
Efter drabet på Svend former der sig en bevægelse på Christiania, der ønsker et opgør med den åbenlyse og organiserede hashhandel i Pusher Street. Bevægelsen udfører en spektakulær og farlig aktion.
Kære lyttere af Sagen Genåbnet
I dag udkommer vi med anden del af serien om drabet på Svend - et lejemord på Christiania, der går galt og rammer den forkerte. Sagen har været uopklaret siden 2021, men nu er der sket en form for gennembrud, idet en 34-årig dansk-græsk bandeleder er blevet sigtet for at have bestilt drabet.
Efter drabet på Svend går en gruppe christianitter sammen og formulerer et manifest, som gør op med fristadens tradition for at støtte den åbenlyse hashhandel i Pusher Street.
Manifestet har titlen ‘Nok er nok’ og en af de centrale passager lyder således:
»Christianias stiltiende accept af markedet og dens aktører var betinget af overholdelse af få regler, som blev brudt gang på gang (…) Ingen vold, ingen våben, ingen hårde stoffer (…) Det har vist sig umuligt for aktørerne på markedet at følge reglerne, og for nogle uger siden kulminerede det i et koldblodigt mord. Derfor siger vi stop nu.«
I dagens afsnit fortæller christianitten Klaus Danzer om, hvordan manifestet bliver modtaget af aktørerne i Pusher Street, og om hvordan nok-er-nok-gruppen fortsætter deres kamp.
Drabet på Svend fører ikke til et stop for hashhandlen, men da endnu en ung mand bliver slået ihjel, går en stor gruppe christianitter sammen om at gennemføre en spektakulær og farlig aktion, der skal vise verden, at Christiania og Pusher Street er modsætninger.
Mysteriet om Basse
Den 7. februar 1966 går 24-årige Anna Bürgel ud for at handle på Store Kongensgade i Odense. Med sig har hun sin 3 1/2 måned gamle baby i en blank sort Scandia-barnevogn. På den befærdede gade stopper hun op, stiller barnevognen fra sig og går ind i en forretning. Da kvinden kommer ud af forretningen og går hen til barnevognen, ser hun, at drengen er væk.
I dag er sagen stadig uopklaret, og det store spørgsmål er: Hvad skete der med Basse? Vi taler med Frederik Strand, leder af Politimuseet, om sagen, der er blevet aktuel efter en ny sag om kidnapning af et spædbarn har fundet sted i Haderslev.
13-årig dræbt af sin eks: ‘Han viste dystre tegn allerede i barndommen’
Den 11. Marts 2024 bliver 13-årige Anna Sveistrup fra Hjallerup voldtaget og slået ihjel af sin ekskæreste. I byretten bliver Elias Mahamed Shegow idømt 12 års fængsel, men både anklagemyndigheden og forældrene til Anna Sveistrup mener, at straffen bør skærpes. Fremfor en tidsbegrænset straf ønsker de, at han skal idømmes forvaring.
Men Landsretten går imod forældrenes ønske og stadfæster byrettens dom. Begrundelsen er blandt andet, at eks-kæresten var tre dage fra at fylde 18 år, da forbrydelsen blev begået. Dermed var han mindreårig på gerningstidspunktet.
Vi taler med forsvarsadvokat for den dømte, Mette Grtih Stage, der har modtaget trusler efter at have repræsenteret Elias Shegow.
Vi gennemgår en mentalerklæring, der slår fast, at der er stor risiko for, at Elias Shegow begår ny ligeartet kriminalitet. Og så drøfter vi et politisk forslag om at gøre det muligt for domstolene at dømme børn til livsvarigt fængsel.



