Drabet på Svend: Det forkerte offer
Et drab på en ung christianit i 2021 blev begyndelsen på enden for Pusher Street. Nu er en 34-årige bandeleder sigtet for at have bestilt drabet, som efter alt at dømme gik ud over det forkerte offer.
Kære lyttere af Sagen Genåbnet,
I dag bringer vi første afsnit af en ny serie om et uopklaret drab på Christiania.
Den 3. juli 2021 bliver den 22-årige christianit Svend skudt og dræbt nær Pusher Street. Drabet ryster fristadens beboere, og sætter gang i en bevægelse, som arbejder for en lukning af den verdensberømte hashgade.
Drabet er stadig uopklaret, men for nyligt blev en 34-årig dansk-græsk bandeleder sigtet for at have bestilt et lejemord, som resulterede i drabet på Svend. Det var angiveligt ikke den 22-årige christianit, der var det tiltænkte mål for lejemordet - han var blot uheldig at befinde sig på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt.
I første og andet afsnit taler vi med christianitten Klaus Danzer. Han har kendt Svend fra barnsben, og samtidig er han en del af den gruppe aktivister på Christiania, som har arbejdet for lukningen af Pusher Street. Da Svend bliver dræbt formulerer gruppen et manifest med titlen ‘nok er nok’.
Senere i serien ser vi nærmere på den 34-årige mand, der er sigtet for at have bestilt lejemordet. Manden, der affyrede de dræbende skud, er aldrig blevet pågrebet.
Vidner har ifølge politiet beskrevet ham som:
En ung mand.
175 – 185 cm høj.
Spinkel til ranglet af bygning.
Afrikansk af afstamning.
Har du oplysninger om sagen, kan du kontakte politiet på 114.
Voldtægten i Over Fussing: Dagbog afslører grimme detaljer
Vi fortsætter vores dækning af sagen fra Over Fussing, hvor en 89-årig kvinde blev voldtaget den 18. september 2015. En 50-årig mand er blevet anholdt på baggrund af genetisk slægtskabssøgning, og sagen bliver i disse dage behandlet ved Retten i Randers.
Hustruen til den 50-årige tiltalte har afgivet sin forklaring i retten og bliver afhørt om nogle dagbogsnotater, hun har skrevet om ham. De afslører en adfærd hos den tiltalte, som anklageren borer meget i, da de tegner et billede af en grænseoverskridende seksualitet. Hustruen benægter, at dagbogsnotaterne skal fortolkes på den måde.
Vi taler med Pia Paagaard, der er journalist på Randers Amtsavis, og har fulgt sagen tæt i retten i Randers.
Samtidig genåbner vi en lignende sag fra 2014 hvor en 15-årig dreng blev dømt for at voldtage og dræbe en 77-årig kvinde i Lemvig. Også her spiller den tiltaltes pornohistorik en rolle i sagen.
Undgår forvaring for drab på 13-årig
11. marts 2024 bliver Anna på 13 år fra Hjallerup slået ihjel. Kort før drabet har hun slået op med sin 17-årige kæreste, og nu opsøger han hende i byen for at få en afklaring omkring deres forhold, men det udvikler sig fatalt.
Sagen har netop været for Landsretten, og her nåede retten frem til, at den i dag 20-årige mand ikke skal idømmes forvaring, som anklagemyndigheden ellers havde krævet. Hovedargumentet er, at han ikke var fyldt 18 år på gerningstidspunktet.
Vi opruller hele forløbet op til drabet og selve drabsdagen sammen med to journalister fra TV 2 Nord, der har dækket sagen indgående.
Tak fordi I lytter med.
Kh.
Sanne og Jesper



