Drabet på Conny: Manden i den sorte vest
Vi samler op på Conny-sagen, på sagen mod Marius Borg Høiby og på hans mor Kronprinsessens udtalelser om sin kontakt til Jeffrey Epstein.
Kære lyttere af Sagen Genåbnet
Vi har været ramt af både sygdom og travlhed op til påske, og derfor er vi ikke udkommet så hyppigt, som vi plejer. Om lidt går vi på en tiltrængt påskeferie, men vi udkommer også hen over påsken, og I skal selvfølgelig heller ikke snydes for et nyhedsbrev.
I mandagens afsnit samler vi op på nogle af de løse ender i sagen om drabet på Conny Birgitte Svendsen. Vi taler blandt andet om vidnerne, dna-sporene, manden i den sorte vest, smuglersporet, det jyske håndværkersjak, status på politiets efterforskning og meget andet.
Så hvis du har tabt overblikket, kan du med fordel lytte med.
Vores dækning af sagen nærmer sig foreløbig sin afslutning, men hvis vi modtager nye tips om sagen, vender vi naturligvis tilbage med nyt.
Efter påske planlægger vi at udkomme med en ny serie om et andet uopklaret kvindedrab.
Lyt til afsnittet om Conny Birgitte Svendsen her.
Kronprinsessens erkendelser
Sagen mod den norske papprins Marius Borg Høiby nærmer sig sin afslutning i Oslo Tingrett.
Alle beviser er lagt frem, og både anklager og forsvarer har procederet. Anklageren kræver en hård fængselsstraf, hvor der ikke skal tages hensyn til, at Marius Borg Høiby er søn af den norske kronprinsesse, Mette-Marit. Forsvareren går efter en noget mildere straf. Dommen ventes afsagt senere på året.
Retsmøderne var knap overstået, før Mette-Marit valgte at stille op i et stort interview med norske NRK. Her svarede hun på en række spørgsmål om den kontakt, hun har haft med den amerikanske rigmand og sexforbryder Jeffrey Epstein.
Sammen med journalist Silla Bakalus, der er vært på podcasten Kongeland, gennemgår vi både sagen mod Marius Borg Høiby og kronprinsessens udtalelser.
Begge sager lægger et hårdt pres på det norske kongehus, og mange nordmænd stiller sig ikke tilfreds med kronprinsessens udtalelser.


