Drabet på Conny: Hørte Stefan lyden af et mord?
Kære lytter af Sagen Genåbnet.
I dagens afsnit om drabet på Conny Birgitte Svendsen gør vi noget, som formentlig aldrig er blevet gjort før.
En dreng på 16 år ved navn Stefan var det eneste vidne, der hørte noget den nat, Conny Birgitte Svendsen blev dræbt. Drabet fandt sted om natten i Connys kvistlejlighed på Snellemark i Rønne. Stefan boede i lejligheden nedenunder sammen med sin far og farens kæreste, og i det tidsrum, hvor drabet ifølge politiet fandt sted, hørte han nogle mystiske lyde.
Det er lykkedes os at finde frem til Stefan, og vi har lavet et interview med ham, som vi bringer i dette afsnit. Han er i dag en mand på 46 år, og det viser sig, at han arbejder professionelt som lyddesigner i filmbranchen.
Som noget helt ekstraordinært har vi derfor spurgt, om han kan genskabe de lyde, han hørte på drabsnatten for 28 år siden. Det har han takket ja til, og resultatet kan du høre i afsnittet.
Der er i realiteten tale om det, man i fagsprog kunne kalde en kriminalfonetisk rekonstruktion. Det er givetvis ikke første gang, at nogen foretager en kriminalfonetisk rekonstruktion, men det er første gang, at et vidne i en dansk podcast foretager en sådan rekonstruktion selv.



