Drabet på Conny: Fundet kvalt på Bornholm
Da Conny Birgitte Svendsen bliver fundet kvalt i sin lejlighed i 1997, tror politiet først, at sagen bliver nem at opklare, men i dag er drabet stadig uopklaret.
Den 31. august 1997 klokken 22:45 forlader 51-årige Conny Birgitte Svendsen værtshuset Café 18 i Rønne. På høje hæle går hun ad de brostensbelagte gader mod sin lille kvistlejlighed i Snellemark, hvor hun bor til leje. Dagen efter skal hun møde på arbejde.
I løbet af natten får Conny besøg. I lejligheden bliver der drukket rødvin og røget cigaretter, men da morgenen kommer, er Conny ikke længere i live.
Conny Birgitte Svendsen er oprindeligt fra Thy, men er flyttet til Bornholm, hvor hun har bosat sig nær havnen i Rønne. Hun har tidligere arbejdet i Bornholmstrafikken, og hun har også været bestyrer af milkshakebaren Sweet Corner i stueetagen i den ejendom, hvor hun selv bor på førstesalen i en lille to værelses lejlighed.
I sensommeren 1997 arbejder hun som tjener på Hotel Hoffmann, som ligger lige rundt om hjørnet fra hendes bolig.
Det er her, hun skal møde på arbejde mandag den 1. september 1997, men hun dukker aldrig op, og det ligner hende ikke. Hvis hun bliver syg eller kommer for sent, plejer hun at ringe i forvejen, og derfor bliver hendes arbejdsgiver bekymret. Da Conny kun bor to gader derfra, vælger arbejdsgiveren at gå hen for at se, om hun er okay.
Arbejdsgiveren banker på døren. Der bliver ikke åbnet, men døren er ulåst, hvilket også er usædvanligt. Arbejdsgiveren går op af trappen og ind i lejligheden, mens hun kalder på Conny. I soveværelset finder hun Conny Birgitte Svendsen død. Hun ligger nøgen i sin seng i soveværelset. Kvalt.
Gerningsmanden har arrangeret hende i sengen, så hun ligger nøgen med dynen oppe under hovedet og hænderne foldet.
Rigspolitiets Rejsehold bliver sendt til Bornholm for at bistå den lokale politikreds med efterforskningen. Tidligere chef for Rejseholdet, Bent Isager Nielsen, var en af efterforskerne på sagen. I sin bog Man jager et bæst og fanger et menneske skriver han, at politiet i begyndelsen regner med at sagen ville være hurtigt opklaret.
Café 18, hvor Conny havde opholdt sig aftenen forinden, er kendt som stamværtshus for medarbejdere på bornholmerfærgen, men politiet finder ikke en drabsmand i Connys nære omgangskreds.
En del tyder alligevel på, at Conny kendte sin drabsmand. Spor i lejligheden peger på, at Conny og hendes morder har drukket rødvin og sodavand sammen, og at de har røget cigaretter.
I stuen bliver der fundet seks cigaretter med Connys DNA og seks cigaretter med DNA fra en anden person, som politiet mener kan være gerningsmanden. Cigaretterne har bidemærker i filteret, som om rygeren har holdt dem mellem tænderne.
Efterforskningen har vist, at der på det tidspunkt er mange personer, der ryger cigaretter på den særlige måde. Det er især fiskere, håndværkere, landmænd og andre der arbejder uden for med deres hænder, og derfor har brug for at holde cigaretten mellem tænderne.
Ifølge Bent Isager Nielsen er drabet enten sket i stuen eller på gulvtæppet i soveværelset. Conny døde som følge af kvælning.
Der er ingen tegn på voldtægt eller på, at hun har haft sex inden drabet. De tekniske undersøgelser viser, at hun selv har taget en del af sit tøj af og lagt det pænt sammen. Hun har også fjernet sin make-up.
Ifølge Bent Isager er der meget, der tyder på, at Conny selv har sin morder ind. For på tidspunktet for overfaldet har hun været iført trusser og et tæppe, som hun har haft svøbt omkring sig.
Selvom der ikke er tegn på voldtægt, mente Bent Isager Nielsen alligevel, at der kan være et seksuelt motiv. Det skyldes placeringen af Connys trusser.
Mens resten af tøjet var lagt pænt sammen, er trusserne kastet mere tilfældigt, som om de måske er blevet revet af. Efter drabet har gerningsmanden flyttet rundt på Conny og placeret hende nøgen i sengen.
Mere end 1500 mennesker blev afhørt. Der blev udtaget blodprøver fra 100 mænd og samtlige ansatte på Bornholms Trafiken fik udtaget blodprøve. Men trods det enorme efterforskningsarbejde, gik gerningsmanden fri.
I 2024 blev sagen genåbnet af Bornholms Politi, der ved hjælp af nye DNA-teknikker håber at finde frem til gerningsmanden. Indtil videre er det ikke lykkedes.
I Sagen Genåbnet bringer vi en længere serie om drabet på Conny Birgitte Svendsen. Vi har været en tur på Bornholm, hvor vi blandt andet har talt med vidner, der var til stede i ejendommen, da drabet fandt sted.
Serie om drabet på Conny Birgitte Svendsen er blevet til takket være donationer fra vores faste støtter på 10er.dk.
Donér et mindre valgfrit beløb på 10er.com/genaabnet for hvert mandagsafsnit, vi udgiver. Følg os, og send os tip og forslag til sager på vores Instagram-profil. Du kan søge efter os ved at skrive genaabnet_podcast på Instagram. Vi er også kommet på Facebook - find os på Sagen Genåbnet.






